Snap's seneste gennemsigtighedsrapport
2. juli 2021
Snap's seneste gennemsigtighedsrapport
2. juli 2021
Hos Snap er det vores mål at designe produkter og udvikle teknologi, der plejer og støtter ægte venskaber i et sundt, sikkert og sjovt miljø. Vi arbejder hele tiden på at forbedre de måder, vi gør det på - fra vores politikker og fællesskabsretningslinjer til vores værktøjer til at forebygge, opdage og håndhæve skadeligt indhold samt initiativer, der hjælper med at uddanne og styrke vores fællesskab.
Vi føler os forpligtet til, at være mere åbne omkring udbredelsen af indhold, der overtræder vores retningslinjer og, hvordan vi håndhæver vores politikker, hvordan vi reagerer på anmodninger om information, fra ordensmagter og regeringer, og på hvilke områder vi arbejder med, at give mere indsigt, i fremtiden. Vi offentliggører gennemsigtighedsrapporter to gange om året for, at give indsigt i disse bestræbelser og er også engageret i, at gøre disse rapporter mere uddybende og nyttige for de mange interessenter, der går meget op i online sikkerhed og gennemsigtighed.
I dag offentliggør vi vores gennemsigtighedsrapport for andet halvår 2020, som dækker perioden 1. juli - 31. december 2020, og som du kan læse i sin helhed her . Som i vores tidligere rapporter indeholder den data om krænkelser globalt i denne periode, antallet af rapporter om indhold, vi modtog og håndhævede på tværs af specifikke kategorier af krænkelser, hvordan vi reagerede på anmodninger fra retshåndhævende myndigheder og regeringer, og vores håndhævelser opdelt efter land.
Som led i vores løbende bestræbelser på at forbedre vores gennemsigtighedsindsats indeholder denne rapport også flere nye elementer. For første gang deler vi vores Violative View Rate (VVR), som er andelen af alle snaps (eller visninger), der indeholdt indhold, som overtrådte vores retningslinjer. I denne periode var vores VVR på 0,08 procent, hvilket betyder, at ud af hver 10.000 visninger af indhold på Snap indeholdt otte indhold, der overtrådte vores retningslinjer. Hver dag laves der, i gennemsnit, mere end fem milliarder Snaps ved brug af vores Snapchat kamera. I andet halvår af 2020 håndhævede vi 5.543.281 stykker indhold globalt, som overtrådte vores retningslinjer.
Derudover deler vores rapport ny viden om vores indsats mod falsk information globalt - en indsats, der var særlig vigtig, da verden fortsat kæmpede mod en global pandemi og forsøg på at underminere demokratiske institutioner. I denne periode har vi truffet foranstaltninger mod 5.841 stykker indhold og konti for overtrædelse af vores retningslinjer, der forbyder spredning af misinformation og konspirationsteorier, der kan forårsage skade.
Vi har altid ment, at når det drejer sig om skadeligt indhold, er det ikke nok at tænke på politikker og håndhævelse, platformene skal også tænke på deres grundlæggende arkitektur og produktdesign. I hele vores app begrænser Snapchat viralitet, hvilket fjerner incitamenter til skadeligt og sensationaliseret indhold og muligheder for at organisere sig. I vores rapport får du flere detaljer om vores beslutninger om produktdesign og vores arbejde med at formidle faktuelle nyheder og oplysninger til Snapchatters.
Fremover vil vi fokusere på at give større indsigt i fremtidige rapporter, f.eks. ved at udvide med underkategorier af krænkende data. Vi evaluerer hele tiden, hvordan vi kan styrke vores omfattende indsats for at bekæmpe skadeligt indhold og dårlige aktører, og vi er taknemmelige over for de mange sikkerheds- og sikringspartnere, som altid hjælper os med at forbedre os.